17. dag - Tokyo

Det er sidste dag inden hjemrejsen i morgen tidlig. Vi beder om lov til at efterlade bagagen her, mens vi ser mere af byen. Så henter vi den på vej til næste hotel. Det er et Japanese Airline Hotel i nærheden af lufthavnen, hvor der er inkluderet transport til lufthavnen den næste dag og morgenmad fra kl, 4.00 om morgenen. Det er også lidt pebret i prisen, men vi skal flyve kl. 8.00 og vil gerne sikre os, at være der til tiden. Det er godt nok bare svært at finde ud af, hvordan vi kommer til hotellet. Vi må spørge.Selvom vi spurgte ved 3 turist informationer, blev vi ikke meget klogere for vi fik 3 forskellige rutter, som vi ikke kunne spore på kortet. Vi kastede os ud i det og det lykkedes for os at finde hotellet, selvom stationen kun var opgivet med japanske bogstaver.

I dag vil vi gerne til Asakusa og Ueno, som er gamle områder af byen med meget kultur. I Asakusa ligger Sensō-ji tempel ret tæt på banegården. Vi er ved at være rimeligt gode til at finde vejen i metroen. 

I nærheden af Asakussa kørte Rickshaw med turisterne klædt ud i fine kimono. De fleste var Japanere.

På en lokal restaurant fik vi fin frokost, som vi udpegede imellem retterne i monteret. Retterne er udført i plastik og ligner meget de færdige retter.

Lige op ad Asakussa templet er der arkeder med mange forretninger. Her er det en forretning med tang og tørrede fisk.

Ved Ueno parken ligger en fantastisk gammel tempel med drager udført i glas. Rundt om templet går have folk, som tålmodigt luger ukrudt. De arbejder flittigt i 30 graders varme.

I nærheden af Ueno Parken var der mange hjemløse. De sidder i den varme sol eller vendt mod en væg og læser bøger. Vi så flere hjemløse denne gang end for 2 år siden.

Farvel Japan - vi har oplevet landet som en del modsætninger op og ned ad hinanden. Gammel og nyt, rig og fattig, fuld af gammel kultur lige op og ned af det globaliserede og internationaliserede. Fantastisk mad og fantastisk venlige og hjælpsomme mennesker.

16. dag Tokyo

Vi sov lidt længe i dag. Helt til klokken 9. Det var tiltrængt, men ikke noget vi ellers spilder tiden med, så det er hårdt at holde ferie. Vejret var fantastisk smukt med sol, lidt vind, lidt skyer.   bide, spuling bag i og et musik ikon (som dog bare er skyllelarm, der kan overdøve eventuelle pinlige prutte lyde) til pedal wc ér af skummel karakter. Ved samme lejlighed fandt vi fra det store meget dyre hovedstrøg med alle kendte designnavne til mere sjove små gader med ligeså dyre, men måske mindre kendte design mærker.
Det var ikke helt så monster varmt , med høj luftfugtighed og trykkende som flere andre dage. Det kan være så varmt og fugtigt at håret drypper af sved og tøjet er gennemvådt i løbet af ganske kort tid, temmelig ulækkert. Bortset fra at vi bader flere gange om dagen. Men i dag var det lige en dag for en ordentlig gå tur i Harajuku området. Den begyndte godt med jagt på et ordentligt wc. Wc-ér her spænder vidt fra fantastiske med med  bide, spuling bag i og et musik ikon (som dog bare er skyllelarm, der kan overdøve eventuelle pinlige prutte lyde) til pedal wc ér af skummel karakter. Ved samme lejlighed fandt vi fra det store meget dyre hovedstrøg med alle kendte designnavne til mere sjove små gader med ligeså dyre, men måske mindre kendte design mærker.

Museet vi var på jagt efter fandt vi også: OTA Memorial museum of Art. Der var en fantastisk udstilling af en træblok tryks (ukiyo-e) kunstner Katsushika Hokusai fra edo perioden – slutning af 1700 tallet. Billederne var for det meste sort/ hvide, meget nuancerede og nogle super naturalistiske, mens andre var meget humoristisk og bygget over fabler og forestillinger. Vi måtte lige have 2 små bøger med hans tryk med hjem – små så de kan være i vores minimalistiske rygsække. Vi er jo så tjekkede at vi rejser ”let” . Efter udstillingen ville vi prøve noget der ligner æbleskiver, men som er mad, samt noget der lignede en fiskevaffel med mad i, som var dessert. Det smagte rigtig godt. Jeg brændte mig dog gevaldigt, da André sagde, at det ikke var varmt og jeg tror for meget på ham J,. Mens vi spiste begyndte det at regne, så vi købte lige en paraply mere, samt en masse parfume. Det hele røg i en toldfri pose, så nu må vi vente med at bruge  paraplyen til vi er hjemme igen. Lad os håbe det regner hjemme… 

Vi var lige ved Meiji Jingu Shrine, som jeg også gerne ville se og gik ind i en stor gammel, tilvokset park. Det er et meget smukt, gammelt helligt tempel, som kejserfamilien gør brug af. Selvom det regnede, var der masser mennesker, som ville besøge stedet. Folk ville gerne fotografere templet og tage masser selfies. På et stativ, var der mange ønsker, skrevet på små tavler. De var skrevet i alle sprog. Nogle ønskede sig job, andre bedre fremtid, mens andre ønskede alt godt for vores jordklode. Templet er flot restaureret. Der gik en del håndværker og arbejdede på nyt kobber tag og mens andre renoverede vejen til templet. Alt arbejde blev udført med største nøjagtighed og sikkerhed. Alle arbejdspladser var næsten omringet af folk, som sikrer, at man ikke kommer til skade, når man går forbi.

Vi ville gene nå at se et museum mere inden kl. 19.00. Det ligger i Shibuya, som umiddelbart er i gåafstand. Vi gik og gik, forer lidt vild og spurgte om vej på en kaffebar, hvor vi lige måtte puste ud og hvile tæerne. Tokyo Wonder Site lå lige nede af gaden, men klokken var blevet så meget, at vi ikke kunne nå at se udstillingen. Til gengæld kunne vi se Shibuya med de mange blinkende butikker, høj musik, gang i den, det berømte lyskryds med fodgænger felter i diagonal og et sted vi spiste dimsum sidst vi var her. Det kunne vi da godt klare igen og det var vist den samme fyr,, der betjente os for 2 år siden. Vi føler os helt hjemme, men det er et vildt kvarter med mange sansepåvirkninger, så vi blev også helt bombede. Vi fandt en subway og så er det altid muligt at komme tilbage til hotellet med et par skift. Vi skulle også lige tjekke op på noget hjemmerejse-planlægning med et par øl fra den lokale købmand.

15. dag Tokyo Roppongi og Shinjoku

Vi havde lagt en plan. Vi ville til Shinjuku Station, hvor der skulle ligge en Nikon forretning et sted lige i  nærheden.

Det er bare den allerstørste station i Tokyo, men lidt optimist har man vel lov til at være.. Mens vi stod og prøvede at finde den rigtige subway, stoppede en dame og spurgte om vi havde brug for hjælp? Heldigt, da vi var et helt forkert sted og netop ikke kunne finde den rigtige linje og det var bare på en lille station. Subway og JR tog fungerer super godt. DSB kunne virkelig lære noget.

På Shinjuku fandt vi den rigtige udgang, men ikke Nikon. Der var en anden kamerabutik, som ikke havde reservedele til Nikon, men vi fik vist, at vi skulle over en gangbro og op til 28.ende etage i en af de vilde skyskrabere, der omkranser stationen mod syd.

Ganske rigtig lå der en Nikon forretning. Meget eksklusiv og med exelent betjening. André skulle have et nyt gummi grib til en linse, da den gamle er smeltet og er blevet unøjagtig i varmen. Han blev bedt om at aflevere kameraet, dog uden memory card med billeder og vente en halv time. De havde en fantastisk udsigt og en ligeså fantastisk fotoudstilling, så det var ikke noget problem. Mindre end en halv time senere fik André kameraet tilbage med nyt grib og så havde den Nikon ansatte også lige opdateret det. Alt dette kostede ca. 10,-kr.!

Vi har ikke købt morgenmad på hotellet, så vi havde kun spist en yoghurt inden vi tog af sted. Nu ville vi finde noget mad. Lidt væk fra skyskraberne er der små gader med en masse madsteder. Vi fandt et sted, hvor priserne var rimelige, maden så fin ud og der var plads. Vi ramte nemlig lige en dels andres frokostpause. Det var skønt at sidde ned og få mad. Jeg havde læst anbefaling af et stormagasin i en guidebog, som skulle ligge i nærheden. Det lykkedes os også at finde det, men det var vildt dyre mærker og møg kedeligt, så det var bare hurtigt videre. Nu tog vi toget til Meguro. Her stod vi også lidt fortabte, hvor en mand straks tilbød hjælp. Meguro og Ebisu er beskrevet som funky kvarterer med stilfulde butikker, overraskende museer og fremragende restauranter og barer. Vi gik og gik og gik og havde ret svært ved at få øje på det beskrevne. Endelig fandt vi et sted, vi kunne få kaffe og sad med ømme fødder og prøvede at finde ud af, hvad vi ville. Igen tilbød en mand helt af sig selv sin hjælp og vi fandt da også lidt hyggelige kvarterer og kunne godt se for os, at kanalen må være smuk i april, når kirsebærtræerne blomstrer – men museerne var lukkede, under ombygning.  Ved stationen må vi igen have set ud til at have brug for hjælp for to meget veltalende og rørlige pensionister insisterede på at hjælpe os.

Vi var igen ved den forkerte linje. Vi skulle bare følge med og straks drønede de over en vej, hvor lyset advarende blinkede hurtigt grønt, for at vise, at det snart skiftede til rødt. De var meget søde og interesserede i Danmark. Vi tog toget tilbage til hotellet og skulle lige have en slapper og et bad. Bagefter gad vi ikke så meget, så vi købte mad og øl i en lækker lokal forretning og tog det med op på værelset. Det var alligevel lidt for kedeligt, så vi måtte afslutte dagen med en aftentur i området og så var det pludselig blevet i morgen.

14. dag på vej til Tokyo

Toget fra Hakata 9.43 med skift i Osaka med ankomst 15.40 i Tokyo. Det er vores sidste del af turen. Nu har vi 4 overnatninger i Tokyo. Passageren ved siden af Ulla kom fra Australien. Hun fortalte, at hendes børn fik undervisning i japansk i folkeskolen. Siden Hakata har vi bemærket mange flere vesterlandske turister. I de små byer oplevede vi, at mange nikkede til os og hilste på os, mens de store byer, vi besøger nu, virker travle og færre lægger mærke til os på samme måde som før. Mens vi ventede på Shinkansen i Osaka, så vi hvordan en stations medarbejder, som var ansvarlig for ankomst og afgang af toge, dirigerede togene. Mens toget var ved at forlade stationen, stod han med spredte ben, og meget energisk pegede han med den ene arm først i den retning toget kørte, siden den retning hvor den kom fra og til sidst mod informationstavlen på perronen, for at vise, at toget er kommet af sted til tiden. Samme ritual blev udført i forbindelse med ankomst at et nyt tog til stationens perron. Sikke energi og især i denne varme. Ulla fik sig en god skraver i toget. 

Landskabet udenfor vinduerne bliver jævnligt brudt af udsigten til kæmpe virksomheder som Yamaha, Panasonic, Coop og gad vide om det er det danske Coop. Ind imellem er der kæmpe grønne net,  som omkranser golf klubber. Japanerne er helt vilde med golf. Ulla vågnede lige op og pegede på toppen af Fuji-San, som viste sig et kort øjeblik i horisonten.

Det var ret overvældende at stå af på Tokyo station og finde videre transport til hotellet i Roppongi . Det myldrer med folk og vi skulle lige finde retning, os selv og ud af at købe Passmokort til subway . Det lykkedes faktisk helt fint. Det nye hotel ligger ud til en yderst befærdet 6 sporet vej med to veje mere i højden ovenover. Det er vildt og her kører de temmelig hurtigt. Der er dog ok stille indendørs. Vi gik på opdagelse i området efter et bad. Vi var sultne og ville finde noget mad. 

Området er ret internationalt. Vi så en del udlændinge, tyrkiske kebab boder, indiske madsteder og sågar et sted med tyske pølser. Mange spisesteder er en del dyrere end ude på ”landet”. Vi fandt et sted og fik ganske udmærket Udon nudler med miso og seefood/ bacon seefood.   

Vi gik videre og havnede i Roppongo Hills Town. Det er et helt moderne kæmpebyggeri, tænkt som en by i byen, med alle ting der hører til et bymiljø. D.v.s. beboelse, indkøbsmuligheder, haver, underholdning, kunst. Det er meget flot, stort og ganske sikkert vældig dyrt. Det fungerer bedre end f.eks Ørestaden, da det ligger midt i byen og der er massere af udendørsarealer, hvor man kan sidde og nyde synet af folk eller kunstige vandfald og snirklede haver. Dette uden at behøve at købe noget. Der er også et kunstmuseum og et observatorium, så vi vender måske tilbage.

Klokken blev mange og vi gik tilbage til hotellet. Vi skal ringe til vores dejlige datter, som har 25 års fødselsdag i dag.

13. dag Hakata 2. dag

Ny dag og nye oplevelser. 40 km fra Hakata ligger et tempel med verdens største Buddha statue. Nanzoin blev etableret omkring 1830, men i 1866 beordrede Fukuoka prefecture, at de buddhistiske templer skulle rives ned, på baggrund af anti buddhistisk politik. Takket være stærk lokal bevægelse og mange henvendelser til regeringen, lykkedes det, at få tilladelsen. Igennem mange år har templet sendt medicinal hjælp til Myanmar og Nepal. Som gengældelses gestus, har Buddhistisk Kongres af Myanmar, sendt aske af den hellige Gautama Buddha til templet. For at værdsætte dette byggede man på stedet en statue af Buddha. Statuen, som pryder stedet er 41 meter lang, 11 meter høj og vejer omkring 300 tons. Endnu en gang i Japan, blev vi præsenteret for en stor sameksistens af flere religiøse kulturer, for selvom templet er buddhistisk, er der mange shinto helligdomme. 

Mange af templerne virker tilgroede og næsten forladte, men det er de ikke. Der stod sake flasker, mønter og andre gaver. Flere gange om dagen gik munkene rundt, samlede mønterne, hældte frisk sake i små skåle til guderne på alterne og der blev tændt røgelse ved de buddhistiske altre. 

Overalt var der små sten figurer. Den fugtige duft fra skoven blandet med røgelsen gav en fantastisk meditativ stemning.

Det viste sig, at man kunne komme ind i Buddhas statue. Her var gangene svagt oplyste og prydet med røde tæpper og guld. Inderst inde var der et alter med  Buddhas hænder, som man gerne måtte røre ved og bede inderligt for at få opfyldt sit ønske. 

Efter besøget i det Buddhistiske tempel, gik vi op ad stierne og fandt et mellemrum i klippeblokkene, som man kunne klatre ned igennem. På den anden side var der et vandfald og et tempel i en grotte. Her var fugtigt og svagt oplyst af få lamper. Vi kom ind sammen med en ældre damme, som tændte røgelsespinde, klappede i hænderne og gav sig til at bede en bøn. Dette lød som en rungende, konstant brummen. Efter bønnen, hældte hun sake i en lille skål og begav sig til den næste tempel. Togturen tilbage til Hakata tog 30 minutter. Vi besluttede os at spise Udon nudler, som Hakata er så berømt for. Vi fandt en restaurant på nettet, som var meget tæt på vores hotel, men på trods, at klokken var over 5, var den stadigvæk ikke åben, så vi tog til gade køkkenet ved floden. Den Udon de serverer her, er bygget på svine kød. Suppen smagte fint og så var vi styrket til yderligere vandren i byen. Det er virkelig en stor by med meget trafik og aktivitet. 

Mændene med de bare røve, fyldte meget i bybilledet. De var våde af sved og fortsatte med at løbe i formationer. 

Trætte af dagens oplevelser og den fugtige varme, gik vi i indkøbsarkaden. Holdt op, hvor er det stort. Vi mistede flere gange fornemmelse af hvor vi var. Der var i hvert fald 10 etager og det eneste vi trængte til var en kop kaffe. 

Nede i stueetagen ved springvandene, som sprøjtede vand i takt til Abba, fandt vi en cafe, som så lidt speciel ud. Den var bygget omkring Mummitrolde. Nå man satte sig ved bordet, blev der an bragt en kæmpe bamse figur fra Mummitroldenes verden på en stol ved siden af en.. På den måde følte man sig ikke alene ved bordet. 

I højtalerne var der ensartet og gentagende sang. Jeg bestilte en kaffe –latte, som var udsmykket på toppen af skummet med et billede af Lille My. Ulla fik blåbærkaffe! I bogreoler var der oversatte bøger om mummitrolde, rejsebrochurer til Finland og andet, der kunne understøtte trenden.

Hvem sad ellers her? – der var et yngre par, der var en skolepige, der var to mødre med deres børn, som efter at have spist, fotograferede hinanden omfavnende figurerne og så var der en fuldt ud voksen mand, som holdt fast om sine brochurer og spiste pølser og drak sodavand.

Efter denne oplevelse skulle vi bare hjem. Selvfølgelig lige omkring en ATM og hæve penge og købe øl. Ulla blev bed om at trække et lod på kvitteringen og vandt en meget japansk lille pose chokolade kiks i fiskeform. Klokken var mange og vi skulle næste dag videre til Tokyo.

12. dag - Hakata

Vi kom til banegården i en taxa, hvilket var ren luksus, fordi det regnede. På banegården var der stadigvæk en halv times tid til overs. I en af forretninger sad en ældre kvindelig væver, som var i gang med at væve silke stof efter en gammel teknik, hvor både tranen og skuddet er farvet på forhånd i mønstre. Dette betyder, at man væver med stor præcision, for at mønstrene passer. Vi fik snakket sammen uden at hun kunne tale engelsk og vi ikke kunne japansk. 

Togturen med Shinkansen tog 1,5 time og allerede efter meget kort tid kunne vi se ud af vinduerne at vejret var meget bedre. Da vi passerede Kumamoto, var der næsten intet at se af ødelæggelser efter de seneste jordrystelser. Nogle få huse havde en blå presenning på taget vidnende om nødvendighed af håndværkerhjælp. Da vi stod af i Hakata, var der varmt og tørt. Byen virkede stor allerede ved første blik, hvilket også er rigtigt. Hakata er porten til Kyushu øen. Her ligger meget industri og byen er meget international. På banegårdspladsen var der opstillet en del boder med musik, tegne- workshops for børn og voksne, og informations stande for den forestående  Gion festival. Gion festival bliver fejret i Hakata weekenden fra d. 15- 17 juli. Derfor var der også opstillet en kæmpe Gion optogs vogn. Byens forskellige kvarterer konkurrerer mod hinanden med de flotte vogne og ved kæmpe vogn ræs.

Efter at vi fik afleveret vores bagage, tog vi den lokale bus til fiskemarkedet Yanagibashi. Her købte vi matcha pulver (grønt te) og den rigtige bambus  pisker. Selvom det var lørdag eftermiddag, var der masser af friske fisk, østers og snegle. En gammel mand, som ejede en af forretningerne fik os ind på en selvbetjenings restaurant, hvor vi spiste sushi. I en anden forretning fik vi friske kastanjer. De var på størrelse med en 2 kroners mønt. Det viste sig at de kom fra Kina, for de japanske var meget større og efter sælgerens forklaring egnede sig ikke til desserter. De blev brugt i madretter. 

Da vi forlod Yanagibashi markedet, faldt vi over en lille cafe i en dobbelt container. Cafeen var bygget af to containere, som stod oven på hinanden. Pladsen var sparsom. Ejeren, en ung kvinde, ville gerne fortælle en del på engelsk og det gik helt fint ind til vi kom til at spørge om hvordan containeren var isoleret.

Vi krydsede en orange bro og pludselig var vi i en kæmpe shinto shrine, omkranset af parkeringshuse og højhuse. Udenfor porten stod en familie med et nyfødt baby, som skulle døbes. Den stolte far i sort habit, og bedsteforældre fotografere hinanden, mens en pige på 4 år løb rundt igennem portene og legede. Senere hen kunne vi se på afstand, hvordan shinto præsten klædt i hvidt, viftede med en rituel kost over parrets hoveder.

I Japan er det ikke almindeligt med street-food. Hakata er en undtagelse. Især langs floden er der flere steder, hvor der opstillet madboder. Hakata er kendt for deres Udon supper. I byen skulle der være forberedelser til Gion. Gion festival er en traditionel begivenhed, hvor man takker guderne for deres hjælp. 

Festen er også et frirum for mændene, hvor de i fællesskabet udsmykker deres traditionelle vognskibe og trækker dem igennem gaderne med stor fart. Dette kræver koordination, styrke og vedholdenhed. Den aften vi kom til Hakata, var der deres første officielle øveaften. Mændene samlede sig i forskellige kvarterer, udklædt i de traditionelle dragter. De var i alle aldre, fra blebørn til gamle. 

De løb i formationer, mens de råbte kampråb, hvilke var forskellige fra gruppe til gruppe. De bar kun korte skjorter og en obi, som skar sig imellem ballerne, så bagfra så de meget nøgne ud. Herudover havde de et stykke kraftigt tovværk hver, som blev brugt til at trække vognen med. De løb i formationerne og  stoppede ved lyskrydsene, hvor alt trafik blev holdt tilbage. Herefter løb de videre. Da træningen var overstået, samledes de i telte, der blev holdt tale og siden blev der spist og drukket øl.

11. dag Kagoshima - Sakurajima

Efter morgenmaden ville vi til vulkanøen Sakurajima. Det første kig ud på gaden var ikke godt. Det regnede ikke voldsomt, men meget voldsomt. 

Vi fik paraplyer i lobbyen og begav os ud i byen. Byen er indrettet med overdækkede indkøbs arkader, hvor man vader tør skoet fra den ene butik til den næste. Længere henne bliver butikkerne afløst af restauranter, spille haller, butikker med automater, spåkoner i kimonoer og klubber med billeder af smukke unge piger.






 På vores rastløse vandren i arkaden, blev vi pludselig antastet af en engelsk talende dame, som fortalte, at hun repræsenterede et turist bureau.

For sølle 1000 Yen hver ville vi kunne få adgang til alt transport i byen plus en tur med båden til vulkanøen. Efter få overvejelser i forhold til, at det styrtregnede, besluttede vi at tage imod tilbuddet. Vulkanøen var gemt i tåge på grund af regnen og varmen. Det billede, vi så i går aftes da vi kom til Kagoshima, hang stadigvæk på vores nethinder. Vi så vulkanen med en lyserød sky over toppen og en fin regnbue pegende på øen. Nej, lige meget hvad, kunne vi ikke genkende det i dag. Da vi ankom med færgen til den lille ø, ventede en turistbus, som bragte os til flere destinationer, som nok er fantastiske, hvis vejret var bedre og vi kunne se dem. Efter et enkelt stop, var mine sko totalt våde. Nu kunne det være det samme. Bussens ruder dukkede, så det var svært at se den smukke udsigt. Efter én time var vi tilbage i havnen og kiggede sørgmodigt fra færgen på en oplevelse af den smukke og evigt blæsende aske støv, som udeblev i regnen.

I Kagoshima tog vi en sightseeing bus, som tog os rundt i byen, mens en engelsk talende stemme fortalte i højtalerne om  byens historie og seværdigheder, om oprørerne, som gemte sig i en hule og en forretningsmand, som skabte et frilandsmuseum.Det var ret forstemmende, men Lukas Graham på fuld drøn i et indkøbscenter på banegården kunne dog få humøret lidt i top igen.

Efter et kort besøg på hotellet, hvor vi ellers skulle vaske tøj, besluttede vi, at jeg skulle købe et par tørre sandaler. Klokken blev 6, inden vi fik gjort vores indkøb og så var det tid til at finde noget at spise. To restauranter meldte, at alle pladser var optaget, så vi gik videre på jagt efter en restaurant, som leverede beef. Beef fra Kagoshima skulle efter beskrivelser være særligt udsøgt. Til sidst fik vi plads på en restaurant, hvor vi blev placeret ved bardisken (10-18 Yamanokuchicho | Botan Bldg. 1F, Kagoshima). Her sad der allerede et par forretningsmænd og et ægtepar. Vi blev bænket imellem dem. Vores paraplyer blev låst fast i et stativ og vores tøj og tasker blev hængt op for os på bøjler.  

Jeg forsøgte at spørge værtinden om vi kunne få Kagoshimabeef, men hun vinkede bare og sagde noget med beer. Jeg kunne fornemme på ægteparret, at de forklare for vores værtinde, at vi spurgte om beef. Det lod hun sig dog ikke gå på af. Jeg benyttede mig af lejligheden til at deltage i deres samtale og det lykkedes. I løbet af kort tid blev vi de bedste venner, ægteparret fik ringet efter deres søn. Det viste sig indenfor kort tid, at værtinden var rimelig god til at tale engelsk og forklare alt muligt om maden, sig selv og hendes kærlighed for Elvis. Den unge mand, sønnen, viste sig, at være psykisk handikappet og at han underviste på et handikap center. Hans engelsk færdigheder var mangelfulde, men med forældrenes hjælp fik vi en meget varm og hyggelig konversation (og ikke mindst med mine dårlige vittigheder og alle de gratis drinks, som værtinden serverede for os). Jeg fik serveret Kagoshimabeef af femte kvalitet (højste). Kagoshima og Kobe kvæg har samme oprindelse (Wagyu) og blev tilberedt på gril. Bøffen var fantastisk saftig og mør. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vi fik serveret dessert af kiwi is og mangofrugter med et lille blad persille på – det var frækt. Isen var også på husets regning ligesom en del sake og vin. Vi havde det vældig sjovt, blev lidt halvfulde og tiden fløj af sted i godt selskab. Vi har selvfølgelig inviteret dem alle til Danmark.Da vi skulle betale, var vores værtinde pludselig væk. Hun stod udenfor restauranten og ventede sammen med sin søn, som var kok i huset, for at tage ordentligt afsked med os.  Det nåede at blive en uforglemmelig dag. Efter sådan en fantastisk oplevelse ville vi til hotellet for at vask tøj. Klokken blev næsten 1 før vi kom i seng.