11. dag Kagoshima - Sakurajima

Efter morgenmaden ville vi til vulkanøen Sakurajima. Det første kig ud på gaden var ikke godt. Det regnede ikke voldsomt, men meget voldsomt. 

Vi fik paraplyer i lobbyen og begav os ud i byen. Byen er indrettet med overdækkede indkøbs arkader, hvor man vader tør skoet fra den ene butik til den næste. Længere henne bliver butikkerne afløst af restauranter, spille haller, butikker med automater, spåkoner i kimonoer og klubber med billeder af smukke unge piger.






 På vores rastløse vandren i arkaden, blev vi pludselig antastet af en engelsk talende dame, som fortalte, at hun repræsenterede et turist bureau.

For sølle 1000 Yen hver ville vi kunne få adgang til alt transport i byen plus en tur med båden til vulkanøen. Efter få overvejelser i forhold til, at det styrtregnede, besluttede vi at tage imod tilbuddet. Vulkanøen var gemt i tåge på grund af regnen og varmen. Det billede, vi så i går aftes da vi kom til Kagoshima, hang stadigvæk på vores nethinder. Vi så vulkanen med en lyserød sky over toppen og en fin regnbue pegende på øen. Nej, lige meget hvad, kunne vi ikke genkende det i dag. Da vi ankom med færgen til den lille ø, ventede en turistbus, som bragte os til flere destinationer, som nok er fantastiske, hvis vejret var bedre og vi kunne se dem. Efter et enkelt stop, var mine sko totalt våde. Nu kunne det være det samme. Bussens ruder dukkede, så det var svært at se den smukke udsigt. Efter én time var vi tilbage i havnen og kiggede sørgmodigt fra færgen på en oplevelse af den smukke og evigt blæsende aske støv, som udeblev i regnen.

I Kagoshima tog vi en sightseeing bus, som tog os rundt i byen, mens en engelsk talende stemme fortalte i højtalerne om  byens historie og seværdigheder, om oprørerne, som gemte sig i en hule og en forretningsmand, som skabte et frilandsmuseum.Det var ret forstemmende, men Lukas Graham på fuld drøn i et indkøbscenter på banegården kunne dog få humøret lidt i top igen.

Efter et kort besøg på hotellet, hvor vi ellers skulle vaske tøj, besluttede vi, at jeg skulle købe et par tørre sandaler. Klokken blev 6, inden vi fik gjort vores indkøb og så var det tid til at finde noget at spise. To restauranter meldte, at alle pladser var optaget, så vi gik videre på jagt efter en restaurant, som leverede beef. Beef fra Kagoshima skulle efter beskrivelser være særligt udsøgt. Til sidst fik vi plads på en restaurant, hvor vi blev placeret ved bardisken (10-18 Yamanokuchicho | Botan Bldg. 1F, Kagoshima). Her sad der allerede et par forretningsmænd og et ægtepar. Vi blev bænket imellem dem. Vores paraplyer blev låst fast i et stativ og vores tøj og tasker blev hængt op for os på bøjler.  

Jeg forsøgte at spørge værtinden om vi kunne få Kagoshimabeef, men hun vinkede bare og sagde noget med beer. Jeg kunne fornemme på ægteparret, at de forklare for vores værtinde, at vi spurgte om beef. Det lod hun sig dog ikke gå på af. Jeg benyttede mig af lejligheden til at deltage i deres samtale og det lykkedes. I løbet af kort tid blev vi de bedste venner, ægteparret fik ringet efter deres søn. Det viste sig indenfor kort tid, at værtinden var rimelig god til at tale engelsk og forklare alt muligt om maden, sig selv og hendes kærlighed for Elvis. Den unge mand, sønnen, viste sig, at være psykisk handikappet og at han underviste på et handikap center. Hans engelsk færdigheder var mangelfulde, men med forældrenes hjælp fik vi en meget varm og hyggelig konversation (og ikke mindst med mine dårlige vittigheder og alle de gratis drinks, som værtinden serverede for os). Jeg fik serveret Kagoshimabeef af femte kvalitet (højste). Kagoshima og Kobe kvæg har samme oprindelse (Wagyu) og blev tilberedt på gril. Bøffen var fantastisk saftig og mør. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vi fik serveret dessert af kiwi is og mangofrugter med et lille blad persille på – det var frækt. Isen var også på husets regning ligesom en del sake og vin. Vi havde det vældig sjovt, blev lidt halvfulde og tiden fløj af sted i godt selskab. Vi har selvfølgelig inviteret dem alle til Danmark.Da vi skulle betale, var vores værtinde pludselig væk. Hun stod udenfor restauranten og ventede sammen med sin søn, som var kok i huset, for at tage ordentligt afsked med os.  Det nåede at blive en uforglemmelig dag. Efter sådan en fantastisk oplevelse ville vi til hotellet for at vask tøj. Klokken blev næsten 1 før vi kom i seng.