12. dag - Hakata

Vi kom til banegården i en taxa, hvilket var ren luksus, fordi det regnede. På banegården var der stadigvæk en halv times tid til overs. I en af forretninger sad en ældre kvindelig væver, som var i gang med at væve silke stof efter en gammel teknik, hvor både tranen og skuddet er farvet på forhånd i mønstre. Dette betyder, at man væver med stor præcision, for at mønstrene passer. Vi fik snakket sammen uden at hun kunne tale engelsk og vi ikke kunne japansk. 

Togturen med Shinkansen tog 1,5 time og allerede efter meget kort tid kunne vi se ud af vinduerne at vejret var meget bedre. Da vi passerede Kumamoto, var der næsten intet at se af ødelæggelser efter de seneste jordrystelser. Nogle få huse havde en blå presenning på taget vidnende om nødvendighed af håndværkerhjælp. Da vi stod af i Hakata, var der varmt og tørt. Byen virkede stor allerede ved første blik, hvilket også er rigtigt. Hakata er porten til Kyushu øen. Her ligger meget industri og byen er meget international. På banegårdspladsen var der opstillet en del boder med musik, tegne- workshops for børn og voksne, og informations stande for den forestående  Gion festival. Gion festival bliver fejret i Hakata weekenden fra d. 15- 17 juli. Derfor var der også opstillet en kæmpe Gion optogs vogn. Byens forskellige kvarterer konkurrerer mod hinanden med de flotte vogne og ved kæmpe vogn ræs.

Efter at vi fik afleveret vores bagage, tog vi den lokale bus til fiskemarkedet Yanagibashi. Her købte vi matcha pulver (grønt te) og den rigtige bambus  pisker. Selvom det var lørdag eftermiddag, var der masser af friske fisk, østers og snegle. En gammel mand, som ejede en af forretningerne fik os ind på en selvbetjenings restaurant, hvor vi spiste sushi. I en anden forretning fik vi friske kastanjer. De var på størrelse med en 2 kroners mønt. Det viste sig at de kom fra Kina, for de japanske var meget større og efter sælgerens forklaring egnede sig ikke til desserter. De blev brugt i madretter. 

Da vi forlod Yanagibashi markedet, faldt vi over en lille cafe i en dobbelt container. Cafeen var bygget af to containere, som stod oven på hinanden. Pladsen var sparsom. Ejeren, en ung kvinde, ville gerne fortælle en del på engelsk og det gik helt fint ind til vi kom til at spørge om hvordan containeren var isoleret.

Vi krydsede en orange bro og pludselig var vi i en kæmpe shinto shrine, omkranset af parkeringshuse og højhuse. Udenfor porten stod en familie med et nyfødt baby, som skulle døbes. Den stolte far i sort habit, og bedsteforældre fotografere hinanden, mens en pige på 4 år løb rundt igennem portene og legede. Senere hen kunne vi se på afstand, hvordan shinto præsten klædt i hvidt, viftede med en rituel kost over parrets hoveder.

I Japan er det ikke almindeligt med street-food. Hakata er en undtagelse. Især langs floden er der flere steder, hvor der opstillet madboder. Hakata er kendt for deres Udon supper. I byen skulle der være forberedelser til Gion. Gion festival er en traditionel begivenhed, hvor man takker guderne for deres hjælp. 

Festen er også et frirum for mændene, hvor de i fællesskabet udsmykker deres traditionelle vognskibe og trækker dem igennem gaderne med stor fart. Dette kræver koordination, styrke og vedholdenhed. Den aften vi kom til Hakata, var der deres første officielle øveaften. Mændene samlede sig i forskellige kvarterer, udklædt i de traditionelle dragter. De var i alle aldre, fra blebørn til gamle. 

De løb i formationer, mens de råbte kampråb, hvilke var forskellige fra gruppe til gruppe. De bar kun korte skjorter og en obi, som skar sig imellem ballerne, så bagfra så de meget nøgne ud. Herudover havde de et stykke kraftigt tovværk hver, som blev brugt til at trække vognen med. De løb i formationerne og  stoppede ved lyskrydsene, hvor alt trafik blev holdt tilbage. Herefter løb de videre. Da træningen var overstået, samledes de i telte, der blev holdt tale og siden blev der spist og drukket øl.