15. dag Tokyo Roppongi og Shinjoku

Vi havde lagt en plan. Vi ville til Shinjuku Station, hvor der skulle ligge en Nikon forretning et sted lige i  nærheden.

Det er bare den allerstørste station i Tokyo, men lidt optimist har man vel lov til at være.. Mens vi stod og prøvede at finde den rigtige subway, stoppede en dame og spurgte om vi havde brug for hjælp? Heldigt, da vi var et helt forkert sted og netop ikke kunne finde den rigtige linje og det var bare på en lille station. Subway og JR tog fungerer super godt. DSB kunne virkelig lære noget.

På Shinjuku fandt vi den rigtige udgang, men ikke Nikon. Der var en anden kamerabutik, som ikke havde reservedele til Nikon, men vi fik vist, at vi skulle over en gangbro og op til 28.ende etage i en af de vilde skyskrabere, der omkranser stationen mod syd.

Ganske rigtig lå der en Nikon forretning. Meget eksklusiv og med exelent betjening. André skulle have et nyt gummi grib til en linse, da den gamle er smeltet og er blevet unøjagtig i varmen. Han blev bedt om at aflevere kameraet, dog uden memory card med billeder og vente en halv time. De havde en fantastisk udsigt og en ligeså fantastisk fotoudstilling, så det var ikke noget problem. Mindre end en halv time senere fik André kameraet tilbage med nyt grib og så havde den Nikon ansatte også lige opdateret det. Alt dette kostede ca. 10,-kr.!

Vi har ikke købt morgenmad på hotellet, så vi havde kun spist en yoghurt inden vi tog af sted. Nu ville vi finde noget mad. Lidt væk fra skyskraberne er der små gader med en masse madsteder. Vi fandt et sted, hvor priserne var rimelige, maden så fin ud og der var plads. Vi ramte nemlig lige en dels andres frokostpause. Det var skønt at sidde ned og få mad. Jeg havde læst anbefaling af et stormagasin i en guidebog, som skulle ligge i nærheden. Det lykkedes os også at finde det, men det var vildt dyre mærker og møg kedeligt, så det var bare hurtigt videre. Nu tog vi toget til Meguro. Her stod vi også lidt fortabte, hvor en mand straks tilbød hjælp. Meguro og Ebisu er beskrevet som funky kvarterer med stilfulde butikker, overraskende museer og fremragende restauranter og barer. Vi gik og gik og gik og havde ret svært ved at få øje på det beskrevne. Endelig fandt vi et sted, vi kunne få kaffe og sad med ømme fødder og prøvede at finde ud af, hvad vi ville. Igen tilbød en mand helt af sig selv sin hjælp og vi fandt da også lidt hyggelige kvarterer og kunne godt se for os, at kanalen må være smuk i april, når kirsebærtræerne blomstrer – men museerne var lukkede, under ombygning.  Ved stationen må vi igen have set ud til at have brug for hjælp for to meget veltalende og rørlige pensionister insisterede på at hjælpe os.

Vi var igen ved den forkerte linje. Vi skulle bare følge med og straks drønede de over en vej, hvor lyset advarende blinkede hurtigt grønt, for at vise, at det snart skiftede til rødt. De var meget søde og interesserede i Danmark. Vi tog toget tilbage til hotellet og skulle lige have en slapper og et bad. Bagefter gad vi ikke så meget, så vi købte mad og øl i en lækker lokal forretning og tog det med op på værelset. Det var alligevel lidt for kedeligt, så vi måtte afslutte dagen med en aftentur i området og så var det pludselig blevet i morgen.