7. dag mandag - Takachiho

Vi vågnede helt rundt på gulvet til morgen. Andre havde hostet en del af natten og jeg fik allergianfald og kunne ikke falde i søvn, så vi har sovet for lidt, men ville nå at få morgenmad. Vi hev tilfældigt tøj på, drønede forvirret rundt for at finde restauranten og nåede det . Juhuu. Det var skøn endnu mere varieret japansk morgenmad end de forrige og vi er tydeligvis så langt ude på landet, at det kan være svært at finde åbne spisesteder. 

Nå…, videre i programmet. Andrè kunne ikke få GPSén til at sige noget. Vi bad om hjælp, men det kunne receptionisten ikke finde ud af, så det tog tid inden der endelig kom en og fortalte, at den vej kunne vi ikke tage . 

ALT omkring Aso er lukket, da der har været jordskælv. Vi kan overhoved ikke komme i nærheden. OK plan B. Vi skal bare lige have tastet tlf.nr til  den Ryokan i Takachiho, som vi skal sove i , i nat ind. Endelig lykkedes det at få GPSén til at sige noget på engelsk og vi kørte efter anvisningen, sådan da, til vi kom til en afspærring. Lukket p.g.a. jordskælv, huse i nærheden var også skadet, så vi vendte om. André blev ved med at prøve at komme i den retning, men det blev mere og mere skadet med smadrede forladte huse. Jeg syntes, at det både var utrygt og ulækkert at være sensationsturist og blev lettere hysterisk. Jeg VILLE vende om, selvom vejen ikke var afspærret. 

André gav efter for presset og vi kørte udenom. Det blev en fantastisk smuk bjergvej med en del stop undervejs. Vi fik faktisk også set Aso på afstand, men de efterfølgende bjergpartier var endnu smukkere.  Et sted, vi stoppede ved en bro, var der et spisested. Umiddelbart så det ikke ud af noget, men det viste sig at være en meget smuk fiskerestaurant, så der måtte vi lige have frokost. Det var lækkert, enkelt, friskt og billigt med en fantastisk udsigt ud over en dal. 

Videre derfra til Takachiho, som er en meget lille by i bjergene med en meget stor mytisk historie. Solgudinden Amaterasu gemte sig engang her i en bjerghule med en kæmpe sten for åbningen for sin irriterende lillebror, vindguden. Alle led under det evige mørke, men hun ville ikke ud. 

De øvrige guder mødtes udenfor hulen og festede og lo. Nogle viste røv, så de andre hylede af grin. Ameterasu blev så nysgerrig, at hun lige ville titte ud. Nogle guder holdt et spejl op for hende og hun blev så overrasket over sin skønhed at hun blev distraheret længe nok til at de andre guder blokerede hulen, så hun ikke kunne komme tilbage. Det er én af myterne. Der er flere og disse myter danses hver aften og nat i det store gamle shinto tempel Takachio – Shrine. Gpsén førte os ikke helt til Ryokaen og bykortene fra turistinformationen er forskellige fra kort på nettet, så det er en spændende by, hvor intet er som beregnetJ. Vi spurgte i en butik med våben en meget gammel dame om vejen til vores Ryokan. Selvfølgelig kunne hun ikke engelsk. Hun forlod straks butikken og fulgte os af sted.

Alle børn med røde kasketter i forskellige aldre råbte Hallo eller vinkede og så er der udstillet eventyr på hver et gadehjørne. Godt vi skal være her i 2 dage. Her er rigeligt  at se til længere tid, men nu skal vi jo ikke blive magelige og holde ferie….

Hotellet er skønt – Japansk stil med tatamimåtter på gulvet og fællesbad  med varmt bassin på taget. Vi nåede lige en onsen tur inden teater dansene i templet, som var meget muntre. Da vi gik fra templet kl 9, var næsten alt lukket, så vi gik på hotellet for at skrive bloggen.