Vi havde sat uret til at ringe kl 7.30, så vi kunne spise morgenmad på hotellet og være klar til videre tur med bus kl 9 fra JR stationen. Morgenmaden var i japansk stil med varm misosuppe, hvor man dumper råt æg og tør tang i. Hertil blev der serveret en skål ris, syltede grøntsager og sild. En kop grønt the og så var vi næsten klar til dagens udfordringer. Selvfølgelig en kop kaffe og så fik vi en gave fra hotellet - en vifte, men så skulle vi også udfylde et skema. Regeringen vil gerne blive klogere på de tilrejsendes indkøbs vaner.
Med bagagen på ryggen begav vi os til stationen, som lå 10 minutters gang fra hotellet. Efter en kort ventetid fik vi lov til at komme i bussen, som selvfølgelig var med aircondition. Den knap 3 timers tur fra den sydlige del af øen - Kochi prefecture til den nordlige Matsuyama, forgik ad motorvej. Chauførren startede med at præsentere sig for alle passagerer og bukkede pænt. Japanerne kører meget pænt og forsigtigt. Jeg tror ikke at han kørte mere end 80 km/t.Da vi kom til stoppesteder, sprang han ud af bussen og sikrede sig at der ikke nogen, som kom til at misse forbindelsen. Sikke service.
På motorvejen var der lidt vejarbejde, som blev skiltet med automatiske dukker, der viftede med armene for at advare billister og få dem til at trække i anden vognbane. Landskabet var pænt kuperet vi kørte over bjerge og floder. Motorvejen blev ledt igennem tunneler. Flot natur. Ud af bussens ruder kunne vi se en del byer, som strakte sig over store afstande. Der var en del industri med store skorstene og masser røg. Det var svært at afgøre om det var forurening eller tåge.
Efter tre timer kom vi Matsuyama. På trods af at der kun bor 500.000 virker byen meget stor. Trafikken bliver afviklet med busser og sporvogne. Vejene er skåret igennem af togskinner. Der er masser cyklister, som kører på de kombinerede fodgænger og cykelstier. Ingen dytter af hinanden og det virker som at der er fin balance i trafikken.
Efter at vi fik afleveret vores bagage på hotellet, gik vi mod Matsuyama slottet, som ligger på toppen af et 600 m højt bjerg i midten af byen. Bjerget er rigt bevokset af cypres, blå ege og bambus. Slottet blev bygget i 1600 tallet af Yoshiakara Katoh og er blandt de bedst bevarede slotte i Japan. Det er dog ikke det oprindelige slot, for i 1872 brændte det ned og som følge heraf døde over 5000 mennesker (dog af sult). Slottet blev genopbygget og siden modstod den mange fjendtlige angreb.
Som mange slotte i Japan, bliver man præsenteret for slottets forsvarsstrategier, gamle våben, og det smukke præcise bygningsmæssige håndværk. Slottet er delt i to bygningsværker. Halvvejs op ad bjerget ligger Ninomaru have, mens på toppen var selve Matsuyama Castle. Ninomaru have er utrolig smuk og præsenterer japansk æstetik og funktionalitet når det er bedst. Haven havde indbygget kæmpe vandbassin. Disse forhold gjorde slottet selvforsynende og dannede gode forhold for slottets herrer at bo og regere herfra.
I hovedbygningen skulle man afføre sig skoene. Vi gik på bare tære og det var utrolig lækkert at mærke de glatte brede brædder, som blev slidt igennem to århundredets slitage. Fra tårnvinduer kan man se hele byen. I ydre rum var der indbygget faldevinduer, hvorigennem man kunne smide sten i hovedet på angriberne. Vi fik også lov til at prøve noget...Vi kunne mærke samurai sværdene og afprøve kriger rustninger. Ulla fik prøvet en japansk frisure og hun overvejer stadig at bestille denne hos en dansk frisør.
Efter to timers besøg på slottet tog vi tilbage på hotellet. fik et velfortjent og forfriskende bad. Nu var vi klar til at tjekke, hvordan vi kommer videre til Beppu imorgen. For at bestille billeter, skulle vi finde et JR billetkontor. Det vidste sig dog hurtigt ved skrænken, at den planlagte tur hjemmefra ikke svarede overens med hvilket tog vi må køre med, når vi bruger vores Rail pass og at nogle afgange var busser ikke tog. Temmelig indviklet, så vi besluttede at bestille en taxa i morgen tidligt i stedet.
Herefter var der tid til aftensmad på en restaurant. Vi fandt et fedt sted, hvor der var mange lokale folk og der blev med jævne mellemrum råbt "kampai" (skål). Desværre talte tjenerne ikke engelsk, så vi fik ikke prøvet restaurantens menu helt ud. Dog, det vi fik var rigtigt godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar