2. dag - Tokuchima

Man skulle tro, at når man har sovet, så er man fit for fight fra morgenstunden. Sådan burde det måske også være, hvis morgenmaden var i vinkel og hotellet var lækkert. Et hotelværelse til 300kr for en overnatning burde være indikator for at ikke alt er, som det skal være... Det burde André være klar over... Nej, morgenmaden bestod af hårdkogt æg ( med en blomme som nærmede sig en blå nuance) og morgenbolle som indholdt mere margarine end sundhedsguruer kan anbefale. Hertil kom lidt kaffe fra automaten og heldigvis var orange juicen på dåse, så landlorden ikke kunne ødelægge denne fornøjelse... ( ved personlig henvendelse kan jeg udlevere navnet på hotellet ). Det eneste gode der kan siges om hotellet, er at det ligger meget tæt på RopeWay stationen, som transporterer turisterne til toppen af Mt. Bizan. Området omkring foden og bjergets sider er oversået af små og større templer. Jeg tror at de fleste er dem er Shintu templer.

Vi startede dagen med at komme til toppen af Bitzan bjerget. Vejret var fint. Bjerget er 296 m højt. På toppen står der en stuba. Desværre var den ikke åben.

På toppen er bjerget er et brolagt stisystem, som bliver passet af kommunale arbejdere. Der blev spolet, fejet og klippet i de grønne arealer på trods af at det var varmt og fugtigt i vejret. Efter halvanden time kom vi ned til byen igen.

Inden vi forlod Ropeway stationen, besøgte vi en udstilling om Awa Odori. Awa dans er en gammel danse art. Den stammer oprindeligt som udløber af flere dansearter som Shorei odori, Furyu odori ( dans med smukke kostymer) . På udstillingen blev vi præsenteret for flere danse som: Kumiodori, Zomeki og Niwaka. Zomeki dansen var karakteriseret ved at alle deltagere kunne  danse frit i deres Yukata kimonoer. I krigsperioden fra 1924-32 stoppede folk med at holde danse festivaler.

I bygninge var der også lille udstilling af lokale kulinariske og håndværksmæssige produkter.

Vi fulgte foden af bjerget, hvor der er oversået med kirkegårdspladser og templer – et område for pilgrimme på tur.  

Vi faldt over en lille cafe - Wadonoya.com. Cafeen ligger op ad en bjergskråning og er omringet af templer og stier videre op til bjergtoppen. Når man sidder ved bardisken kigger man ud mod en lille fiskedam og et vandfald. Musikken er klassisk og meditativ, mens hele familien står i køkkenet og tilbereder de fineste deserter. 

Ulla bestilte bønne- soya kager med grøn Machata the, mens jeg fik Milk zenzai. Milk zanzai består af varm mælk med kafemarinerede sorte soya bønner, sikkert sukker, grønt the og bløde kager vist nok lavet på rismel. Smagen er himmelsk og så er det også mættende. Det skal jeg prøve at finde frem til at lave - helt sikkert. 

Efter sådan dessert, var vi klar til at vandre op ad stierne og finde både små munke statuer, helligdoms shrines og templer. Desværre er det ikke sæsonen for at munke holder åben, så vi blev nødt til at nøjes med at se helligdommene udefra. 
 Efter sådan en opløftende oplevelse, var der plads til at besøge et indkøbscenter lige ved stationen, bestille togbilletter til næste dag og et besøg på endnu en cafe. 

Nu gik turen til hotellet. På vejen mødte vi en fyr i en arkade, der gerne ville tale engelsk med os. Han var på vej til biblioteket for at læse engelsk, men det var smartere at blive i tørvejr og praktisere det på os. Han fortalte at det meste af arkaden var lukket p.g.a.regresionen, og at det gik trægt, men at de klarer sig Det var mørkt og vores tøj var vådt. Mens jeg skrev på bloggen, var der et kursus i russisk for japaner i fjernsynet. De havde det sværere med dette sprog end med engelsk. Man må sige, at de ikke mangler udfordringer.